Opskrift

 
Der er thai-inspiration i denne ørredsret med kokosmælk, koriander, citrongræs, ingefær og chili. Den serveres med champignoner og kartofler.

Ingredienser: (4 personer):
4 stykker ørredfilet uden skind a ca. 170 g
salt
peber
400 g champignoner i skiver eller kvarter
smør
citronsaft
 
Marinade:
2 forårsløg
1 lille håndfuld frisk koriander
1 lille finthakket citrongræs
1 fed hvidløg
1/2 tsk revet ingefær
3 spsk limesaft
1-2 spsk thai fishsauce
1 nip chili
3/4 dåse kokosmælk

Tilbehør:
Kartofler med hakket persille

Fremgangsmåde:
Hak forårsløgene godt og kom dem i blenderen med koriander, citrongræs og hvidløg. Hak fint og tilsæt det øvrige.
Læg ørredstykkerne i marinaden, vend godt rundt og stil dem koldt i ca. 2 timer.
Læg derefter ørreden i et ildfast fad med lidt af marinaden ved, drys med salt og peber og sæt fadet i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter til ørreden er færdig. Hæld evt. lidt mere marinade over undervejs.
Svits champignonerne i lidt smør. Når al væske er fordampet, smages de til med salt, peber og lidt citronsaft.
Server ørreden med champignoner og kogte, persilledryssede kartofler.

Vinforslag:
Sødme, fedme og thaikrydderier kræver en vin med både pæn syre og meget gerne udpræget parfumeret frugt. Gewürztraminer vil gå fint, men falder man over en flaske Viognier - som i dag findes i udgaver til rimelig pris - vil den være en rigtig god partner.